Høringssvar fra Østjyske Speditører til 'Supplerende høring om Helhedsplan for Tangkrogen'

Høringssvar fra Østjyske Speditører til 'Supplerende høring om Helhedsplan for Tangkrogen'

Østjyske Speditører ønsker med dette høringssvar at gøre opmærksom på, at vi på det kraftigste anbefaler, at der i det videre arbejde med ”Helhedsplan for Tangkrogen” lægges vægt på, at der hverken må ske en reduktion i det aktuelle havneareal eller i de fremtidige muligheder for at udvide havnearealet.

Dermed tager vi afstand fra ”Alternativ 1”, hvor renseanlægget placeres inden for det nuværende havneareal, og ”Alternativ 2” hvor renseanlægget placeres på søterritoriet på en sådan måde, at det forhindrer en effektiv udnyttelse af det ansøgte areal til havneudvidelse.

Østjyske Speditører fraråder begge alternativer, fordi byens og kommunens udvikling i højeste grad er afhængig af, at byens virksomheder kan få fuldt udbytte af de vækstmuligheder der kommer af, at havnearealerne udvides i takt med den stigende handel, produktion og beskæftigelse.

Netop i den nuværende vækstperiode for Aarhus og Østjylland ville det være den absolut forkerte vej at gå, hvis det nuværende havneareal indskrænkes eller hvis mulighederne for fremtidige havneudvidelser begrænses.

I den forbindelse ønsker Østjyske Speditører at gøre opmærksom på to forhold, der ligger os meget på sinde. Nemlig:

  • At de fleste virksomheder på havnen arbejder efter en vækststrategi, hvorfor enhver indskrænkning af nuværende havnearealer vil være en begrænsning for denne strategi. Og den usikkerhed, der allerede er skabt blandt virksomhederne på Aarhus havn kan meget nemt påvirke investeringslysten hos både de eksisterende og potentielt kommende virksomheder.
  • At skulle ”Alternativ 1” blive valgt vil det være nødvendigt at fjerne og genplacere flere igangværende virksomheder. Flytning og genplacering vil være forbundet med betydelige omkostninger, og det vil måske vise sig meget vanskeligt at finde egnede genplaceringsmuligheder, hvilket er negativt for havnens sammenhængende driftsforhold.

Østjyske Speditører skal på den baggrund anbefale, at såvel ”Alternativ 1” som ”Alternativ 2” øjeblikkeligt skrinlægges, og at der derfor arbejdes alene videre med ”Hovedforslaget”, hvor renseanlægget placeres nord og øst for lystbådehavnen uden at påvirke havnearealets nuværende eller fremtidige funktioner.

Med venlig hilsen
Østjyske Speditører

Formand, Jan Dam Poulsen
Østjyske Speditører